Dannelse - før og nu

Hvad er dannelse egentlig, og hvornår kan man kalde sig et dannet menneske? Er man kun et dannet menneske, hvis man har læst alle de største værker fra forfattere, som Shakespeare, kender alt den klassiske musik fra Beethoven og kan tale flere sprog flydende? Eller handler det i større grad om at vide, hvad der er rigtigt og forkert i flere forskellige sammenhænge, og at kunne have et kritisk syn på den verden vi lever i?

Ifølge Den Store Danske kan dannelsesbegrebet defineres således: ”Begrebet dannelse henviser dels til den proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger”. Ud fra dette begreb kan det altså siges, at dannelsen allerede begynder i en meget tidlig alder, hvor vi som mennesker begynder at tilegne os viden om den verden, vi lever i, og hvordan man skal vi skal opføre os i den.

Som helt små er det vores forældre, der har ansvaret for vores dannelse. De skal lære os de basale ting. Forældrene er i denne tid barnets helt store forbillede, og barnet vil spejle sig i forældrene og tænke, at deres adfærd og væremåde er den rigtige. På den måde bliver barnet dannet gennem sine forældre og andre omsorgspersoner det første stykke tid af livet. Hvis barnet i denne periode derimod oplever en form for svigt og manglende tilstedeværelse fra forældrenes side, kan det have stor betydning for barnets fremtidige dannelse og liv, set fra et psykologisk perspektiv. Dog er der også andre faktorer der spiller ind, når barnet starter i børnehaven omkring 3-års-alderen. I børnehaven åbnes der en helt ny verden op. En verden, hvor man skal lære at socialisere sig med andre børn, lege og løse konflikter. Man lærer at omgås andre mennesker og lærer i højere grad, hvordan man skal agere i sociale sammenhænge. Men i børnehaven har man også alle muligheder for at udfolde sig og bruge sin fantasi, om det så er ved at lege far, mor og børn ude i legehuset, klatre i træer ude i skoven eller klippe-klistre inde i værkstedet. Gennem legen og det kreative lærer vi at udvikle vores færdigheder og bruge vores fantasi, noget er en stor del af vores dannelsesproces.

For mit vedkommende fyldte det kreative utrolig meget i denne alder. Der var for mig ikke noget bedre end at få lov til at sidde og udfolde sig kreativt med flere slags pap, tusser, piberensere, glimmer, garn og alverdens andre dippedutter. Jeg kunne bruge flere timer på at sidde med dette, hvilket er noget jeg stadig kan den dag i dag. Det er dog ikke kun garn og glimmer jeg nu bruger når jeg er kreativ, det er lige så meget den kreative og lidt anderledes tankegang, dette gælder blandt andet i matematik eller informatik, hvor man nogle gange må tænke lidt ud af boksen for at komme frem til en løsning. Så det må vel også være en del af min dannelse? Men vil dette så sige at hvis ikke jeg var blevet præsenteret for det kreative i min barndom, så var min dannelse gået i en helt anden retning? Eller er man på forhånd født med nogle færdigheder, som uanset hvad vil komme til udtryk livets dannelse?

En endnu vigtigere del i menneskets dannelse må være skole. Skolen er det sted, hvor vi tilegner os allermest viden, men mest af alt almen viden, som skal til for at forstå vores samfund og verden bedre. Litteraturen var noget, der fyldte en meget stor del allerede fra det første år jeg startede i skole. Hver eneste dag, når vi havde frokost, blev der læst højt fra diverse børnebøger heriblandt ”Gummitarzan”, som jeg husker meget tydeligt. I bogen hører man om drengen Ivan Olsen, der har problemer i skolen. De store drenge giver ham buksevand og behandler ham generelt ikke pænt. En dag møder han en heks, der hjælper ham og gør ham til den stærkeste i hele verden. Pludselig er han ikke længere bange for de store drenge. Når man som barn hører eller læser denne fortælling, er man på ingen måde i tvivl om, hvem der er den onde og den gode, da det stilles meget klart op, både gennem deres handlinger og måden de beskrives på. Dette viser også noget om, at man som barn i denne alder skal forsøge at løse sine problemer og søge hjælp, og man skal tro på sig selv, fordi så går det hele nemmere. Det er vel også noget der har betydning for vores dannelse?

Mange børnebøger, som denne har en klar morale, som mennesker i alle aldre vel kan få meget ud af, selvom vi hver især kan få helt forskellige fortolkninger ud af den, men uanset kan alle vel få noget godt ud af det? Jeg er sikker på, at hvis jeg i dag læste et eventyr, som jeg hørte i min barndom, så ville jeg nok ikke forstå den på samme måde, som jeg gjorde dengang. Dette skyldes at min tankegang er blevet anderledes, og jeg er blevet mere dannet end jeg var tilbage i starten af folkeskolen. Men uanset menneskers individuelle fortolkning af fortællingen, må den bidrage med stof til vores dannelse, men gælder det virkelig alle fortællinger eller er der en grænse? Og kan man kun sige, at man er dannet hvis man tager moraler og gode ting med fra fortællinger og praktiserer det i sit eget liv, eller er det nok bare at have en viden om, hvad der er rigtigt og forkert ud fra litteraturen?

Litteratur har i dag fået en lidt anden betydning efter min mening. Efterhånden som man er blevet ældre og der er sket en del udvikling i samfundet, er digitale medier kommet til at fylde en større del. Dermed er en betydelig del af vores dannelse også rykket over på den digitale dannelse frem for den litterære. Vi er nødt til at følge med i denne samfundsudvikling, men det resulterer også i at vores dannelse vil gå i en anden retning, men det gør vel heller ikke noget? Nu lærer vi i stedet om, hvordan man skal opføre sig på nettet, samt hvad man skal være kritisk overfor. Det er en hel verden for sig, men grundprincipperne er vel de samme, som i den normale verden? At man skal tale pænt til hinanden, tage hensyn og være kritisk overfor, hvad man læser. Vi får dog stadig en del litterær dannelse gennem det almene gymnasie STX, selvom den digitale dannelse også her er kommet på skemaet. På det almene gymnasie bliver vi præsenteret for alverdens litterære værker, lige fra den græske Iliade til Muhammeds åbenbaring i Koranen. Men gør det os mere dannede at kende til værker som disse? Er det noget der er vigtigt for en dannelse i 2019 at vide, hvad der skete for flere tusinde år siden?

I artiklen ”Litteraturens vilkår er ikke for de sarte” af Søren Kassebeer fortælles der om, hvordan litteraturen ikke længere er så stor en del af vores liv, som den var før i tiden, men han mener også i en vis grad, at det ikke gør noget: ”Jeg tror ikke, at det nytter noget at proppe gamle bøger ned i moderne mennesker. Jeg tror ikke, at gamle bøger nødvendigvis gør os til bedre mennesker.” Med dette mener han, at det er de færreste af os moderne mennesker der interesserer os for ældre litteratur, og hvis vi ikke interesserer os for det, så vil det ikke få den ønskede virkning, når vi læser det. Vi kan ikke identificere os med ting, der skete for flere tusinde år siden, især ikke hvis det ikke er interessant for os. Men gør det alligevel lidt nytte, at vi bliver præsenteret for det på det almene gymnasie? Uanset om det interesserer os eller ej, vil vi vel altid få et eller andet ud af de fortællinger og tekster vi præsenteres for. Ofte sættes de i et nyere kontekst og sammenlignes med nutiden og på den måde bliver mere interessante for os, og så vil de vel i sidste ende også bidrage til vores dannelse i en eller anden form?

Når jeg til sommer får min rødhvide studenterhue på hovedet, kan jeg så kalde mig et dannet menneske? Efter at jeg har gennemgået 3 år på det almene gymnasie, læst flere store litterære værker, lært en masse om digitale medier og fået meget viden om vores moderne samfund, men er det nok? Eller skal der mere end bare det for at kunne kalde sig et dannet menneske? Og hvis ja, hvornår slutter dannelsen så? Er der en grænse for, hvornår man er et helt dannet menneske, eller slutter dannelsen først den dag man for sidste gang trækker vejret?

- Lærke