Kan du?

Dannelse. Hvad er det nu lige, det er? Hvis jeg spurgte mine forældre, om de ville beskrive dem selv som dannede mennesker, er jeg sikker på, at svaret ville være ja, men hvordan ved man reelt set, at man er dannet? I bund og grund er begrebet ”at være dannet” vel subjektivt, for det der kan virke dannet hos én person kan virke skørt og udannet hos en anden. Og hvordan opstår dannelse overhovedet? Er det et resultat af samfundet og dets normer eller måske af ens familie? Måske af ens venner, uddannelse, rejser, steder, barndom eller noget helt tredje? 

Det er svært at komme frem til et konkret facit, men definitionen ifølge denstoredanske.dk lyder således: ”betegnelse for dels en pædagogisk norm ved valg af indhold i opdragelse og undervisning, dels en social norm, der udpeger en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som dannet”. Ud fra denne definition er dannelse altså ikke udelukkende baseret på en konkret faktor, men derimod mange forskellige, som alle er med til at forme en. Men er det muligt, at nogle faktorer påvirker ens dannelse mere end andre?

            Som sagt er det svært at tegne et præcist kort over alle de ting, som har haft indflydelse på ens personlige dannelsesrejse, men en ting er sikkert for mig, og det er, at mine forældres rolle i min rejse ville være som et lysende neonskilt på mit. De var de første til at se mig smile, til at tørre tårerne fra mine varme, våde kinder, til at få mig til at grine og de første til at introducere mig til fortællingernes fantastiske og fantasifulde verden. En verden som jeg den dag i dag stadig elsker at flygte til, når verden bliver ubehagelig, uoverskuelig og ufremkommelig. Her eksisterer stress og fordømmelse ikke, men i stedet kan man lade tankerne vandre, indtil de farer vild mellem drager, dronninger og dygtige riddere. Især et sted som biblioteket giver plads til fordybning, og det er herfra, at nogle af de bedste minder fra min barndom stammer. At bruge timevis på diverse biblioteker i både Odense og København med henholdsvis min mor eller morfar, til tider også min far, og bare lade mig opsluge mellem de tårnhøje bogreoler, som var fyldt til randen med bøger i alle farver og former. Biblioteket var for mig, hvad en tur i Løvens Hule var for andre børn, jeg absolut ELSKEDE det.

            For er det ikke netop et sted som biblioteket, der er med til at danne én? Her har jeg, siden jeg var en lille pige med gyldne lokker og manglende tænder, lånt et utal af bøger fra en varieret mængde af forfattere, lige fra Josefine Ottesen og J.K. Rowling til H.C. Andersen. Dog var især Astrid Lindgren og hendes utal af fortællinger populær hos mig, da jeg var yngre og særligt fortællingen om Mio i ”Mio, min Mio”. Han lever en trist tilværelse hos plejeforældre, som ikke holder af ham, men finder ud af, at han er den længe fortabte søn af kongen i Landet i det fjerne. På trods af hans unge alder drager han ud på en farefuld færd, for at redde de mennesker han elsker og bekæmpe den onde ridder Kato, som er så fyldt af had, at alt omkring hans borg er goldt. Eller historien om Jonathan, som er villig til at ofre sit liv for at redde sin syge lillebror, Tvebak, i ”Brødrene Løvehjerte” og hvordan, at de mødes igen i Nangijala. Her bekæmper de sammen den onde Tengil og dragen Katla, og endnu en gang ender de begge med at dø, men tager til det næste efterliv sammen. I dag (næsten 20 år gammel) er det stadig én af mine absolut yndlingsfortællinger. Den handler om kærlighedsbåndet mellem søskende, samtidig med at døden bliver gjort til en mindre skræmmende størrelse. Fortællingen er en reminder om, at i sidste ende så overvinder kærlighed, mod og trofasthed altid det onde, men alting ender nødvendigvis ikke lykkeligt. I begge historier er det nemt at skelne mellem de gode og de onde personer, og som barn idealiserer man de gode, og vil være som dem, ved at leve efter deres værdier. For hvem vil ikke være som Jonathan Løvehjerte?

            Og er det ikke netop værdierne og de tilhørende temaer i de forskellig former for litteratur, vi læser igennem hele vores liv, der skal være med til at danne os? Er det ikke netop derfor, at det er vigtigt med en kanonliste i folkeskolen, og at der er krav til, at man skal læse et bestemt antal værker i gymnasiet? For at blive præsenteret for en variation af litteratur der indeholder forskellige temaer, motiver og dilemmaer, som, selvom nogle af bøgerne er gamle, stadigvæk er relevante i dag. I artiklen ”Genkendelsen ligger i marven” fra Litteratursiden skriver forfatter Mathilde Walter Clark: ”Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse.” På samme måde som Clark, tror jeg at genkendelighed i det man læser, er vigtigt, og noget jeg kan nikke genkendende til. Temaer som kærlighed, familie og venskab går igen i de bøger, som pryder min bogreol, hvilket vel også er helt okay for min dannelse, selvom de hverken udfordrer mine værdier, holdninger eller verdensopfattelse. Eller er det skidt, at de hverken provokerer eller skaber debat, men derimod altid har en lykkelig slutning? Nu skal det ikke lyde som om, jeg ikke læser andet end chick flick, det gør jeg skam, både krimier, biografier, dramaer og fantasy, da jeg ikke er så kræsen, når det gælder genren.

Alligevel tror jeg, at alt mit chick flick har været med til at danne mig, idet jeg prøver at være optimistisk, beskeden, imødekommende og åben overfor alt det, som livet har at byde på - alle temaer eller karaktertræk fra de mange kærlighedsromaner jeg har kværnet i tidens løb. For dannelse handler jo ikke udelukkende om viden, men ligeså meget om sociale færdigheder og ens personlige værdier? Ifølge definitionen er dannelsesprocessen todelt - viden og adfærd - altså er mine manérer og værdier vel lige så vigtige for min dannelse, som det er at forøge min viden? Fortællinger indeholder måske ikke den samme viden som faglitteratur, men de mange fortællinger som jeg har fået fortalt igennem mit liv, eksempelvis ”Den grimme ælling” af H.C. Andersen, har alle givet mig en form for forståelse af min omverden. Det ligger i ordet fortælling, at der er et budskab bag, da det er en historie, som skal fortælles til andre. Men hvad så med alle dem, der ikke er vokset op med forældre, som har taget dem med på biblioteket eller læst godnathistorier for dem? Hvad med folk der ikke kan læse eller bare ikke kan lide det? Er deres dannelse ringere end min? Og hvornår er man egentlig en dannet person? 

             I og med dannelsesrejsen er forskellig fra person til person, er den personlig og individuel. Men er den nu også det? Hvis ikke mine forældre havde introduceret mig til fortællingernes fantastiske verden, som jeg blev hovedkulds forelsket i, ved at læse højt for mig og tage mig med på biblioteket, ville jeg så nogensinde have udviklet den kærlighed, jeg har til litteratur i dag? For mig har fortællinger spillet en stor rolle i min dannelsesrejse, men om jeg er et mere dannet menneske end folk, som har læst mindre end mig, kan jeg ikke svare på. Alt jeg ved, er at de fortællinger, som vi vokser op med, lærer i skolen og hører fra vores forældre må sætte deres præg på den ene eller anden måde, men hvordan ved jeg ikke. Jeg har intet facit, men er det nogen, der virkelig har det? Er der noget menneske, som kan pege på en bestemt ting i deres liv, der direkte er skyld i hvem de er i dag? Det sjove ved dannelse er vel, at det er en uforudsigelig rejse, der aldrig stopper. Og kan jeg overhovedet kalde mig selv for et dannet menneske, når nu min dannelsesrejse kun lige er begyndt? Kan du?

-Josefine