Er dannelse tvunget?

Er dannelse tvunget?

Når der tales om dannelse, er det ofte i sammenhæng med en god udvikling og opdragelse, der har ført til nogle positive værdier, som man kan tage med sig gennem livet. Hvis man læser DenStoreDanske.dk vil man under definitionen af dannelse finde: ”Begrebet dannelse henviser dels til den proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger, og til resultatet af denne proces”. Gennem dannelse som en proces, skal man altså nå et resultat, et slutmål om man vil. Men betyder det ikke at alle kommer til at tænke ens, og er det planen at alle så skal gennemgå den præcist samme dannelse som en fabrik, der producerer mange af samme type vare? Da alle har forskellige smag i form af litteratur, vil det så betyde at nogen skal tvangsdannes imod deres litterære behag?

Allerede som meget lille starter dannelsen, selvom nogen påstår at man endda kan danne barnet allerede inden det er blevet født ved at synge eller fortælle historier til maven. De fleste børn er meget ens, når de lige er kommet til verdenen. Vi kommer alle sammen med ”default-”/start-pakken af viden og dannelse. Som en ny og tom malebog, der er klar til at blive farvelagt med forskellige farver og nuancer af viden, oplevelser og meninger. Få år efter er vi lidt mere forskellige, for vi har alle løbet rundt og undersøgt forskellige ting og prøvet at danne vores helt eget billede af verden, set fra vores eget perspektiv. Det er også i disse år jeg fik læst mange historier og fortællinger op af alle dem i familien, jeg holdt min bog hen mod. De fleste historier, som jo også kun blev læst op for underholdningens skyld, blev for det meste glemt hurtigt igen. Som lille dreng havde jeg også travlt med andre sjove ting som at være ude, lege med LEGO og tegne. Dog har nogle af fortællingerne også fulgt med mig op gennem folkeskolen og videre. Det er også først her i de store klasser at man for alvor begynder at overveje den dybere mening med fortællingerne. Men har de været med til at danne mig?

Som lille og ung begår man mange fejl, og det er noget alle gør. Fejl giver for det mest bedre dannelse end succes, da man altid prøver på at lære af sine fejl. Fejltrin har dannet mig; har litteratur også? Det tror jeg bestemt. Er litteratur vigtigt for min dannelse? Det tror jeg bestemt, men jeg tror ikke at det er et lige så vigtigt dannelseselement som det at lære af sine fejl. Men kan man lære af andres fejl gennem fortællinger og derved påtage sig egne erfaringer? Når man læser litteratur, sætter man sig ofte hovedpersonen sted og føler, hvordan han eller hun har det. Hovedpersonen gennemgår altid en udvikling, laver fejl og ender i situationer som udfordrer vores hovedperson. Men kan man selv påtage sig disse erfaringer ud fra en fiktiv fortælling?

Selv ved jeg at jeg er blevet meget dannet af forskellige film og deres fantastiske, flotte og meget forskellige universer. Blandt andet af ”Lord Of The Rings”, de meget populære Marvel-film og selvfølgelig vores alle sammens kendte ”Harry Potter”. Og selvom disse universer, der med sin tydelige streg mellem det gode og det onde, har været med til at danne og fortælle mig, hvad godt og ondt er, har også børnefortællinger som ”Den Grimme Ælling” og ”Kejserens Nye Klæder” haft stor indflydelse på mig som person. I disse fortællinger er der ikke nogen tydelig grænse mellem det gode og det onde, men de er derimod meget budsskabspræget. Den grimme ælling, som omhandler den lille, stakkels fugl, der moderne sagt bliver mobbet, grundet dens udsende, senere udvikler sig til en stor og smuk svane. ”Bedøm ikke andre på deres ydre, og alt kan ændre sig, hvis der er tid nok”. Eller Kejserens nye klæder, hvor man som læser opdager at man ikke skal gøre, sige eller mene det samme som alle andre, bare fordi man ikke vil skille sig ud eller føle sig uden for. Sagt med andre ord: ”Man kommer aldrig foran, hvis man bliver ved med at gå i de andres fodspor”. Det er to budskaber jeg har taget med mig gennem livet og tænkt over mange gange.

Fint. Man kan som person godt dannes gennem litteratur. Men fordi enkelte få historier har hængt fast, betyder det så at man skal fyldes med gammel, kedelig litteratur fra start til ende? Kan man blive dannet FOR meget, og hvad hvis man ikke bryder sig om de fortællinger man skal læse for at blive ”dannet”? Skal man så tvangsdannes?

”En god dannelsesproces er derfor ikke et resultat af tvang, men forudsætter tværtimod et ønske om at blive dannet.” (DenStoreDanske.dk)

Ifølge DenStoreDanske.dk kræver en god dannelse altså at man ikke skal føle sig tvunget til at æde litteraturen mod sin vilje, men at man skal føle sig frivilligt indstillet til at slubre den i sig med fornøjelse. Men hvis man nu ikke kan finde netop denne lyst, hedder det så tvangsdanneslse? Selv kan jeg mærke forskel på min indlæringsevne og forståelse når jeg læser noget, der SKAL læses (som lektie) og når jeg læser noget frivilligt. F.eks. Når jeg selv finder en spændende artikel på nettet, kan jeg læse hurtigt i gennem den og gengive langt det meste af det, der stod i artiklen, mens jeg har svært ved at huske det meste af en artikel, jeg er tvunget til at læse gennem skolen, fordi den er relevant for undervisningen. Også selvom den måske kun er halvt så lang. Man ser på teksten med helt andre øjne netop fordi det ikke er ens egen beslutning, at man sidder og læser netop denne tekst. Men kan denne tvang være med til at ødelægge et helt værk? F.eks., hvis man gennemgår et litteraturværk, som for eleven virker kedelig, fordi eleven ikke kan identificere sig (endnu?) med værket, men alligevel er tvunget til at læse det. Vil det så påvirke elevens seriøsitet og forståelse af værket, at han eller hun skal læse det med tvangsbriller på? Og ødelægger det fremtidige muligheder for frivilligt at tage værket til sig på egen hånd?

Hvis man nu ikke havde læst værket i skolen, men man i stedet nogle år senere selv vælger at gribe fast om værket og læse det med en frivillig energi og åbenhed. Læse den af selvmotivation og ikke af tvang. Ville det ændre på forståelsen af værket? Og dermed ændre selve dannelsen? Men hvis vi alle skal være helt ærlige, hvor mange ville så frivilligt gå hen og lede efter netop sådan et værk til at starte med? Jeg er sikker på at svaret ville lyde af noget i retning af de færreste.

Men det er måske også det Søren Kassebeer prøver at tage fat omkring, når han i sin artikel ”Litteraturens vilkår er ikke for de sarte” skriver; ”Hånden på hjertet? Er der stadig nogen, der læser ældre dansk skønlitteratur?”. Vi lever i et samfund, der hele tiden udvikler sig, og mange af fortællingerne omhandler gammeldagssituationer, som kan være lidt svære at relatere til i nutidens hverdag. At det man læser om måske i virkeligheden, er forældet. Men er det ikke netop denne viden man skal lære? Denne viden der gør at vi skiller os ud fra ikke-dannede mennesker. Betyder det at selve dannelsen består i at læse litteratur, man ikke selv kunne finde på at gribe fat i eller opsøge? Er der så forskel på frivillig og tvunget dannelse? Eller er dannelse selve læren om noget, der ikke naturligt ville falde én ind at læse?

Magnus