Vores fortællinger - vores dannelse
Vores fortællinger - vores dannelse
Dannelse må siges at være et komplekst begreb. Hvad vil det sige at være ordentligt dannet? Er det at kunne latin ligesom i 1800-tallet? Eller er det at kunne spille klaver som i mine forældres ungdom? Er man godt dannet, hvis man kender til H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger eller Søren Kirkegaard? Eller er god dannelse blot en definition på det at være et ordentligt menneske?
Da jeg var lille, bestod min verden af eventyr, rim og sang. Jeg elskede at synge og lytte til Grimms eventyr om ”Den lille rødhætte”, ”Snehvide” og ”Askepot”. De er ikoniske fortællinger, som de fleste kender eller har hørt om. Et særligt karakteristikum for eventyrene er den lykkelige slutning. Uanset hvor meget modgang Askepot har været i gennem, og hvor dårligt hun er blevet behandlet, vil eventyret altid slutte med den berømte sætning ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”. For en lille pige, hvis verden stadig er naiv og fuld af håb, er det den eneste tænkelige afslutning. I eventyrene skildres meget tydelige stereotyper af det gode og det onde. Der er absolut ingen tvivl om, at den lille uskyldige rødhætte er den gode, og at den store stygge ulv er den onde. Gennem eventyrene har vi altså mulighed for at lære nogle bestemte værdier og blive inspireret til at være gode mennesker. Det gode sejrer jo altid, så hvem vil læse snehvide og tænke: ”Jeg vil allerhelst være den onde dronning”? Mit gæt er, at det ikke er ret mange. Betyder det så, at eventyrene på den måde kan medvirke til vores dannelse?
Efterhånden som man bliver ældre udvikles ens litterære interesser sig. Eventyrene blev for mit vedkommende byttet ud med fantasyfortællingen om Harry Potter. Jeg klædte mig ud, byggede stort set hele universet i Lego, og udover bøgerne havde jeg hele serien på DVD. Det magiske univers fangede virkelig min interesse, hvilket medvirkede til, at jeg i høj grad tog budskaber fra serien til mig. At en dreng, der blev behandlet, som var han ingenting værd, pludselig blev en af de mægtigste troldmænd, gjorde stort indtryk på mig. Han formåede at fastholde sine værdier om venskab og ordentlig opførsel og misbrugte ikke den magt, han havde opnået.
Den dag i dag har Harry Potter ikke umiddelbart den store betydning for mig, udover at serien måske kan betragtes som en del af min dannelse. I dag foretrækker jeg fortællinger som Jussi Adler-Olsens krimiserie ”Afdeling Q” og den Amerikanske tv-serie ”Venner” til underholdning. På samme måde som eventyrene og måske endda samtlige former for fortællinger indeholder de vigtige budskaber og forsøger at give os nogle erfaringer, uden at vi selv behøver at begå de samme fejl. I serien ”Venner” følger man seks venners liv. Man følger deres op- og nedture, skænderier og konflikter, personlige problemer og kærlighedsliv. Alt sammen ting almindelige mennesker inkl. jeg selv kan relatere til og identificere sig med. Helt ubevidst opnår vi erfaringer ved at se andre dumme sig. Vi griner af dem, men forholder os samtidig til, hvad vi selv ville gøre i en lignende situation, og hvad der havde været det bedste. Så måske kan selv underholdende komedieserier påvirke både din og min dannelse.
Vi udvikler os hele livet igennem, fra den dag vi bliver sat i verden, til den dag vi skal herfra. Vi bliver ældre, får flere erfaringer, ændrer interesser og hvem ved, måske ender vi med at være dannede mennesker. Men det er ikke kun os som individer, der gennemgår en udvikling. Samfundet er også i konstant forandring. Det vokser og udvikler sig på lige fod med os, og måske er det endda vores fortjeneste. I takt med at vores tankegang og synsvinkel ændres, vil samfundets normer og værdier også blive rykket i samme retning. Derfor kan der måske være noget om den holdning, Søren Kassebeer giver udtryk for i sin artikel, ”Litteraturens vilkår er ikke for de sarte”. Han skriver: ”Jeg tror ikke, at det nytter noget at proppe gamle bøger ned i moderne mennesker.” Her menes der, at det ikke giver den ønskede effekt, når man påtvinger nogen noget, de ikke har interesse i. Hvis det moderne menneske ikke kan identificere sig med eller forholde sig til den ældre litteratur og de fortællinger, der var relevante dengang, så bundfældes budskaberne ikke. Kan litteraturen fornyes og udgives i en mere moderne version som nutidens Danmark kan relatere til, eller skal man helt lade den ligge? I de senere år har man i biografen kunnet se flere eksempler på nyfortolkninger af eventyr eksempelvis nye filmatiseringer af Bell og Snehvide. Om det er en god ide, eller om det blot ødelægger de oprindelige værker, er vist en individuel holdning, men hvis historierne ellers gik tabt, kan det være et godt alternativ? Det liv mennesker levet i dag er jo ikke det samme liv, som det man levede for 200 år siden.
Hvis vi tager udgangspunkt i dannelsesbegrebet, vil definitionen i dag højst sandsynligt heller ikke være den samme som i 1800-tallet. I dag er der kommet markant fokus på udtrykket ”digital dannelse”. Vi hører om det i nyhedsmedierne, i hjemmet, på de sociale medier og i skolen. Vi skal lære at begå os i den digitale verden. Vi skal kunne kommunikere hensigtsmæssigt med hinanden, undgå mobning og overholde lovgivning vedrørende andres privatliv, copyright osv. Det er altså ikke nok blot at lære normerne, for hvad man gør og ikke gør på arbejdet eller i skolen. Man skal også lære at gebærde sig i et netværk, hvor man ikke nødvendigvis kender modtageren.
I folkeskolen og på STX, også kaldet det almendannende gymnasium, lærer man bl.a. færdigheder, som hører under kategorien digital dannelse. Vi lærer, hvad der er god tone på nettet og hvilke konsekvenser en forkert adfærd kan medføre. Vi lærer også om økonomi og politik, så vi forhåbentligt en dag kan klare os selv og sætte et velvalgt kryds til næste valg. Vi har religion, hvor vi får kendskab til religiøse fortællinger, der knytter sig til vores egen og andre kulturer, og old og historie, der lærer os om, hvordan verden så ud i gamle dage. Men er det nødvendigt for min dannelse at lære om Søren Kirkegaard, Homer og den franske revolution, eller handler det om noget helt andet? Og er STX i så fald det eneste rigtige sted at være, hvis man stræber efter god dannelse? En ting er sikkert. Det almendannende gymnasium forsøger at giver os en bedre forståelse af den verden, vi lever i, og det må vel et eller andet sted være et vigtigt element i vores dannelse.
Vi er ikke ens. Faktisk er vi alle sammen vidt forskellige. Vi tænker forskelligt, handler forskelligt og opfatter verden fra vores helt egen subjektive synsvinkel. Vi kan opleve ting forskelligt, selvom vi udefra set burde opleve præcis det samme. En mor og datter kan sidde sammen og læse eventyret om ”Den lille rødhætte” og få to langt fra ens fortolkninger ud af det. Datteren fanger måske budskabet om ikke at gå alene ind i skoven, mens moren kunne tolke skoven som en overgang fra barn til voksen. Forskellige udledninger af den samme historie må have rod i vores helt unikke personligheder, opvækst og erfaringer vi har gjort os. Ikke to verdensbilleder er ens, så det kan heller ikke være de samme ting, der gør indtryk på os og fanger vores interesse. Vi kan være forgabte i fortællinger som Harry Potter, Star Wars eller Hobbitten, men er det i bund og grund ikke de samme budskaber vi får med derfra? Og er det ikke netop interessen, der er essentiel for at budskaberne sætter sig fast, så vi stadig husker dem om 20 eller 30 år? Min erfaring er, at det jeg bedst tager til mig, er det som har gjort størst indtryk.
Dannelse er et komplekst begreb, så hvad der er god dannelse, er svært at give en udtømmende forklaring på. Man kunne betragte begrebet dannelse som det, der gør os i stand til at leve et lykkeligt liv med alt, hvad det indebærer. At behandle sine medmennesker som man selv vil behandles, kende til forskellige kulturer og baggrunden for vores historie. Men kommer dannelsen fra de fortællinger vi tager til os gennem livet? Det vil jeg påstå! Er du enig?
- Caroline
Kommentarer
Send en kommentar