Hvor bliver jeg dannet?

Hvordan er du blevet til den person, du er i dag? Det tror jeg ikke, at jeg havde gjort mig så mange tanker om, hvis ikke det var fordi, at det var blandt de vigtigste emner i samfundsfag - både i folkeskolen og gymnasiet. Dog må jeg indrømme, at dette emne indeholder en lang række spørgsmål, som jeg muligvis aldrig får et svar på. For hvor begynder dannelsen? Og hvilken betydning har litteraturen for vores dannelse?

Lad os starte med noget helt centralt, for hvad er dannelse egentlig? Spørger man Den Store Danske, så defineres dannelse således: ”dannelse, betegnelse for dels en pædagogisk norm ved valg af indhold i opdragelse og undervisning, dels en social norm, der udpeger en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som dannet”. Vi ser umiddelbart, at denne definition lægger vægt på opdragelsen og uddannelsen i dannelsesprocessen.

Dannelsen må altså være et projekt, der starter lige så snart du bliver født, og det fortsætter gennem hele din opdragelse og uddannelse. I ordet ”at danne” ligger der også, at det handler om noget, der skal bygges op og formes. Dette må være blandt en forældres vigtigste opgaver. Mine forældre har også brugt meget tid på at lære mig at tælle, lære mig farverne og navnene på dyr. De har givet en enormt stor mængde af basal dannelse, hvilket jeg tror er vigtigt for den videre dannelse i livet. For når man bliver ældre, så bliver man pludselig ikke kun dannet af sine forældre længere. Man kommer i børnehave og senere i skole, hvor lærerne insisterer på, at de ved, hvilken litteratur, der er absolut vigtigst for, at man kan blive et ordenligt og dannet menneske. Og selvom jeg sagtens kan se vigtigheden i at læse H. C. Andersen, Henrik Pontoppidan eller en af de andre kanonforfattere. Men kunne man måske forestille sig, at andre fortællinger var lige så vigtige for din generelle dannelse?

Ifølge den undervisning om socialisering, som vi har fået i vores få år med samfundsfag på skemaet, så ligger en stor del af identitetsdannelsen i, at vi spejler os i hinanden. Betyder det, at vi i barn- og ungdommen selv får et ansvar for vores egen dannelse? Pludselig står man i situationer, hvor de valg man træffer, kan have en afgørende betydning for, hvilken retning man fortsætter. Det er ligesom et computerspil, hvor udfaldet afhænger, hvordan du har klaret dig og hvilke valg du har truffet tidligere. Måske kan man trække på sin viden fra fortællinger, når man står i sådan en situation? Det kan være, at man er en smule bedre forberedt på at træffe nogle svære valg, hvis man vidste, at Superman ikke ville vende ryggen til og give op uden kamp.

Ifølge Karen Hedemands artikel ”Genkendelsen ligger i marven” nævner hun også, at mange foretrækker fortællinger, hvor man kan identificere sig med hovedpersonen. Og jeg synes, at hun har en pointe. Da jeg var mindre lærte jeg meget af at læse Alfons Åberg. Han var en dreng på min alder, og alt hvad han oplevede, havde jeg nemt ved at relatere til. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at gennemskue det mere universelle lag i fortællinger, som Karen Hedemand også fortæller. Jeg lærte at se flere lag i fortællingerne, samtidig med, at jeg opdagede, at det måske ikke kun var fortællingerne, der havde flere lag til sig. I de tidlige teenageår gjorde man pludselig mange opdagelser om hvordan verden måske i virkeligheden var. Den stereotype fremstilling af godt og ondt, som diverse Pixar-film havde printet ind i hjernen på mig, var lige pludselig ikke den fuldstændige sandhed længere. Hidtil havde godt og ondt været modsætninger, der aldrig kunne forenes. Helten i en film kunne aldrig nogensinde gøre noget forkert, og skurken gjorde aldrig nogensinde noget godt. Overalt så man ”onde” personer gøre gode ting og omvendt. Samtidig havde mor og far ikke altid ret længere. Man kunne ofte, og med god grund endda, forholde sig kritisk til deres påstande og diskutere og argumentere for sine synspunkter. Pludselig gik man fra at have haft et meget fladt syn på, hvordan verden så til, at man kunne fornemme en dybde, som der var plads til at udforske.

Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke, hvor stor en rolle fortællinger og litteratur spiller i denne proces, som man kan kalde en overgang fra barn til voksen (undskyld venner. Jeg ved godt, at er lidt af en kliché). Jeg står lidt i et dilemma, der kan sammenlignes med dilemmaet om hønen og ægget. Har litteraturen påvirket mig til at opnå en dybere forståelse af mine omgivelser? Eller har jeg fået øjnene op for flere lag i litteraturen i takt med, at jeg af ganske naturlige årsager er blevet ældre?

Men det er måske heller ikke så vigtigt, for nu går jeg på STX, det almendannende gymnasium, hvilket betyder, at vi dannelsesrejsen altså ikke er slut endnu. Umiddelbart ville det også virke mærkeligt, hvis min identitet er færdigudviklet nu. Jeg tror ikke på at jeg har lært alt, hvad der bliver betegnet som god skik og læst alt, hvad mine ser som værende vigtigt. Dog har jeg i løbet af gymnasietiden lært en hele masse om mig selv som person. STX er den bredeste af alle gymnasieretningerne. Det giver mulighed for at udforske interesser, så man kan beskæftige sig meget med det man brænder for, og så man kan beskæftige mindre med det man ikke brænder for. Man er nået til, at man identificere sig med det faglige stof, som man arbejder med i skolen. Ligesom når jeg fortæller folk, at jeg går på gymnasiet, så vil de altid spørge: ”Hvilken studieretning har du valgt?”

Gymnasiet spiller en stor rolle i vores dannelse. Og det faglige stof, vi møder der, er på forhånd blevet vurderet og valideret, men hvad nu hvis man selv skulle sortere, alt det kulturelle indhold, man har tilgængeligt? Alle kan lægge noget op på de sociale medier, og her kan det være svært for os at skelne virkeligheden fra alt det opsatte. De sociale medier er blevet et kaotisk sted, hvor nogle folk viser alle de positive, glade og redigerede billeder frem. Her tror jeg, at det kan være problematisk at spejle sig selv i sine jævnaldrende kammerater. Det tyder altså på at identitetsdannelsen er meget påvirkelig, og måske er det også derfor, at der er kommet et enormt fokus, på især unges adfærd på sociale medier. Noget tyder på, at der har været et manglende fokus på den digitale dannelse. Jeg har altid været vant til at blive mere eller mindre styret igennem dannelsesprocesson. Selv i skolen, da jeg selv skulle tage ansvar og træffe valg, der var vigtige for, hvem jeg gerne ville være, så har der altid været en kompetent voksen i nærheden. Der har aldrig hersket kaos, når jeg har været skole, for rammerne er blevet sat, så vi ikke havde frit spil. Jeg tror at sociale medier kan bidrage med noget godt til dannelsen, hvis man fokuserer på digital dannelse på lige fod med traditionel dannelse.

Kan man overhovedet snakke om, at jeg var dannet, hvis ikke mine forældre havde fortalt mig historier som lille? Måske var jeg en helt person, hvis sociale medier aldrig var blevet opfundet. Det ved jeg faktisk ikke. Ligesom jeg heller ikke ved, om man kan blive alment dannet uden at læse de 14 kanonforfattere.

-Oliver