De kære børns dannelse?

Hvad er meningen med livet? Jeg tror, at vi alle har stillet os selv det spørgsmål. Uagtet om man er en gammel filosof med et langt, hvidt skæg, der lever af at tænke store, eksistentielle tanker eller om man er en forvirret teenager, der er kommet for sent i gang med sin dansk aflevering og nu sidder en tirsdag aften og falder i staver imens man trækker sig gennem den ene overspringshandling efter den anden. Svaret er nok forskelligt alt efter hvem du spørger, men kloge mennesker har givet et kvalificeret bud i form af ideen om dannelse. Hvad er denne dannelse egentlig? Hvordan bliver man dannet som barn og hvilke faktorer spiller ind på dannelsen af et ungt menneske? Fortællinger er noget, som alle har oplevet, da de gemmer sig overalt i hverdagen. Spiller de nogen rolle på, hvordan dannelsesprocessen udfolder sig?

Dannelsen er i sig selv et sjovt udtryk. Den gennemsyrer alt hvad vi laver, både individuelt og som del af en større gruppe eller kollektiv, men at finde en konkret definition på begrebet og hvad det indebærer, er vanskeligere end som så. Hvad er dannelsen egentlig? ” dannelse, betegnelse for dels en pædagogisk norm ved valg af indhold i opdragelse og undervisning, dels en social norm, der udpeger en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som dannet,” siger de kloge hoveder fra Gyldendal. Forfatter TW-J skriver om dannelsen som processen, hvori et menneske samler sig viden og holdninger gennem opdragelsen, dels omkring sociale og måske kulturelle normer. Dette giver god mening, men er efter min mening ikke fyldestgørende. Hvordan afgrænser man så vigtig en del af en persons opvækst til kun et par få linjer? Der må være mere til begrebet. Begrebet må også understøtte individets sociale situation og relationer og indebære indlæringen af den information og mentalitet som individet indoktrineres med gennem ni år i folkeskolen, foruden alle de små hverdagsagtige situationer, der kan have konsekvenser for, hvordan verden ser individet og hvordan individet ser verden. Går man ud fra, at mennesket stort set er født med den samme biologiske standartindstilling og skal læres dets unikke og individuelle træk og attributter, delvist gennem skolen, opdragelsen og andre sociale omgangskredse, må man gå ud fra at dannelsen langt henad vejen er ligeså stort og abstrakt et begreb som eksistensen i sig selv?

Dannelse er altså meget mere end som så? Mennesket skal gro sin egen personlighed, samtidig med at nogle kerneværdier skal strømlines for at mennesket bedst muligt at blive integreret i samfundet. Dette gøres vel for det meste i skoler, gymnasier og andre læringsanstalter? I en heftig debat omkring hvorvidt det faktum, at vikingetiden i Danmark varer fra år 800 til år 1050, nogensinde bliver relevant for en viderestuderende med intention om at læse matematik, fysik og alt andet end historie, sagde min mor engang: ”Det er jo fordi, at det er en del af din almene dannelse, skat. At vide noget om vores kultur og historie er vigtigt, selvom du måske ikke direkte får brug for facts’ne.” Jeg kløjes næsten i min aftensmad i et forsøg på at finde på et godt modsvar, men jeg kunne ikke komme på noget. Jeg vidste jo dårligt, hvad dannelse var eller hvad det betød. Dette satte nogle tanker i gang inde i mit hoved omkring relevansen af 80% af det, man lærer i gymnasiet. Meget af den viden man akkumulerer over ens tre år i gymnasiet, smider man lykkeligt væk igen. Det basale sidder fast og resten flyver over skyerne. Denne model kan måske lyde som tidsspild, da den nok promoverer ineffektiv og måske ovenikøbet ukoncentreret læring, men er denne model ikke til at finde de fleste steder, hvis man kigger godt efter?

Da jeg var en lille rolling, fyldte jeg mit hoved med fortællinger om Peter Plys og Morten Skildpadde, Sigurds Bjørnetime og HC Andersens eventyr illustreret på tv-kanalen Ramasjang. Senere hen blev jeg fuldstændig opslugt af Batman og Spiderman og skaffede mig et helt arsenal af udklædningstøj, som min lillebror og jeg kunne have på, når vi skulle ud og redde verden ude i baghaven. Jeg sad morgen efter morgen, weekend efter weekend hjemme hos min farmor og farfar på gulvet foran fjernsynet og fyldte mit hoved med fortællinger fra diverse tv-shows på Cartoon Network og jeg elskede at lege med Lego inde på det store, farverige gulvtæppe, som de havde inde på børneværelset. Jeg flyttede til Søndersø som fireårig og vi har brugt hele min barndom på at rive vores hus ned og bygge det op igen. Som det nok kan forestilles, står legetøj ikke højt på prioriteringslisten, når man er tvunget til at bo i en campingvogn ude i forhaven, fordi husets fundament er i gang med at blive støbt. Dette stoppede dog aldrig to børn i at lege og min lillebror og jeg fandt hurtigt ud af, hvor meget en stump elektrikerrør svøbt i rød malertape lignede og mindede om et lyssværd. Overalt omkring mig hvirvlede der kreativitet, fortællinger og alternative universer rundt, klar til at opfylde selv mine mest sultne behov for eventyr, fantasi, spænding og måske endda en smule fare. Disse historier formede mig, forstærkede min allerede livlige fantasi og gjorde hverdagen farverig og festlig. Men gjorde disse historier andet end at fungere som et afbræk fra den grå hverdag fyldt med lektier og pligter, sure skolelærere der sjushede på en og kæft, trit og retning? Måske har disse fortællinger, sange og eventyr ikke kun inspireret mig, men samtidig også dannet mig?

Fortællinger må have en ubegribelig stor indflydelse på børns læring og dannelse - specielt romantiske og fantasifulde historier som eksempelvis eventyr og stort set alt, hvad Disney har lavet af kendte tegnefilm. Disse former for fortælling virker utroligt godt på børn, fordi de alle tager udgangspunkt i det samme grundskelet. Kosmos, kaos, kosmos. Personerne lærer noget henover forløbet af filmen og historien ender lykkeligt efter de har forstået lektionen, som universet har stillet for dem. Denne farverigt indpakkede indoktrinering af ”Ydelse-giver-nydelse”-mentaliteten forbereder børn til virkeligheden gennem repetition, hvilket videnskabeligt bevist er en af de mest effektive læringsmetoder. Endvidere lærer børnene også normalt konkrete aspekter af god opførsel og velfungerende interaktion med andre mennesker, da eventyr og andre fortællinger specielt tilrettelagt til børn ofte har en morale. ”Behandl andre som du gerne selv vil behandles” og ”Viljestyrke får drømme til at gå i opfyldelse” er lektioner, som lærere bruger flere år på at tæske ind i børns hoveder, men disse lektioner læres jo et godt stykke tid før man starter i skole.

Fortællinger til børn skelner ofte ekstremt mellem gode og onde. Efter de første 15 minutter af en Disney-film, er man ikke i tvivl om, hvem der er den onde og hvem der er den gode. Den gode karakter besidder nogle værdier, som man er ude efter at lære børnene. Den gode karakter er normalt venlig og for det meste afspejler karakterens visuelle design dens intentioner. Det samme gælder for den onde karakter. Karakteren har onde intentioner og dette formidles meget klart igennem kendetegn såsom en overdrevent ond latter, skarpe ansigtstræk og for Disneys vedkommende, er skurken indhyllet i lime grøn dis, har lime grønne øjne eller på anden vis bruger den lime grønne farve til at vise ondskab. Denne tilbagevendende farve fortæller seeren med det samme at karakteren er ond og skal besejres, da seeren associerer lime grøn med skurken og ondskaben. Dette er et utroligt smart trick, der lærer børnene hvordan man er den gode og hvordan man er den onde, uden direkte at fortælle dem det.

Denne læring er vigtig i et ungt menneskes liv, da den omfatter udvikling af empati og identitet. Ingen børn vil jo identificere sig med en skurk? Ønsker man ikke altid lidt at være helten i ens eget eventyr? Mon ikke om alle de weekendmorgener på Cartoon Network og godnathistorier om Morten Skildpadde har haft sin indflydelse på, hvordan jeg i dag ser mig selv i spejlet? Det er de små, uforudsete ting, der gør forskellen, så ville en mere akkurat beskrivelse af dannelsesbegrebet ikke være produktet af alle disse småting? Fortællingerne burde efter denne logik spille en uhyrlig enorm rolle i det unge menneskes dannelsesproces. Historiers- og eventyrs bidrag til børns forståelse af morale og opførsel må derfor være en essentiel ingrediens i opskriften på det fornuftige og veldannede menneske, må det ikke?

Mark Bøgelund