Er dannelse tvunget?

Dannelse gennem historier 

Historier er overalt. Ikke blot i de bøger vi læser, men i lige så høj grad i de film og serier vi ser, i de spil vi spiller på mobil, PlayStation, computer m.m., ja selv i de reklamer vi bombarderes med overalt, hvor vi går. Historier er en kæmpe del af vores hverdag, og har altid været det, men hvor stor en betydning har de egentligt for vores udvikling og dannelse?

Da jeg var lille, befandt jeg mig ofte i et historiefuldt rum. Mine forældre plejede at læse godnathistorier for mig, inden jeg skulle sove, og i weekenderne sad jeg ofte og så tegnefilm i fjernsynet. Når jeg ikke så tegnefilm eller fik læst godnathistorier, havde jeg en storebror, og hvis ikke det så i hvert fald en lillesøster, der frygtelig gerne ville lege med mig. Både tegnefilmene, godnathistorierne og selv legene indeholdt små historier eller fortællinger, som var mere eller mindre komplekse. De lege vi legede havde ofte en simpel historie til at starte med, for inden vi kunne gå i gang med at lege, skulle vi altid først snakke sammen om, hvad legens historie var. Vi fandt på navne, vi skulle have, hvor gamle vi skulle være, og hvad vi skulle lave, før vi gik i gang med at lege. Det var meget vigtigt, at alt dette blev fastslået, før legen kunne starte, for ellers vidste vi jo ikke, hvordan vi skulle lege. Vores baggrundshistorie var ligesom reglerne for legen, men hvorfor var det så vigtigt med disse regler?

Jeg tror, at mange af de lege, man leger som børn, er inspireret af det, man oplever i hverdagen. Hvorfor skulle ”Far, mor og børn” ellers være den formentlig mest kendte leg af alle børn? Så legene tager ofte udgangspunkt i dagligdagssituationer, men forskellen fra legen til virkeligheden er, at her kan man selv bestemme slagets gang. Her behøver man ikke nødvendigvis at være den søde lillesøster eller storebroren, der altid laver ballade, men man kan være lige præcis, hvem man vil. Legen er altså super sjov og interessant for børn, og derudover er den også vigtig for vores dannelse. Gennem legen lærer vi nemlig en masse både om hinanden, og om hvordan man samarbejder og opfører sig overfor hinanden.

Men det var ikke kun legen og de historier, som fandtes der, der var med til at danne mig. Jeg så også en masse tegnefilm, som hver især gjorde et lille indtryk på mig. Det var typisk tegnefilm som de klassiske kortfilm med Mickey Mouse og Anders And eller andre Disney film som Askepot eller Løvernes konge. Selvfølgelig så jeg dem dengang mest for underholdningens skyld, men alligevel tror jeg, at der var meget at lære fra dem. For det, der kendetegner tegnefilm, er vel netop, at der er en ret tydelig morale, som selv børn kan forstå, også selvom de måske ikke engang er klar over det. Hvis du spørger et barn, der har set Løvernes Konge, om hvem, der er de gode og hvem, der er de onde, vil de fleste nok svare, at det selvfølgelig er Simba, Mufasa, Timon og Pumba, der er de gode, og at det er Scar og Hyænerne, der er de onde. I børnefilm er skellet mellem det gode og det onde meget tydeliggjort i karaktererne, men selvom det er gjort lidt nemmere, forholder børnene sig jo stadig til, hvem der er de gode og de onde og dermed også, hvad der er rigtigt og forkert. Og er det ikke noget af det vigtigste, børn skal lære? På samme måde virkede, mange af de godnathistorier jeg fik læst højt også. Det var små historier med en tydelig morale som ”Hvis du er god ved andre, vil de også være gode ved dig” eller lignende. På den måde kan børnefilm og godnathistorier altså også være med til at danne børn.

Der er dog bare noget ved litteraturen, der kan noget andet i forhold til dannelse. Den kan nemlig fortælle historier på mange flere niveauer. Da jeg blev lidt ældre, og mine forældre stoppede med at læse højt for mig, og jeg ikke legede de samme lege med mine søskende, måtte jeg finde mine gode historier et andet sted. Her kom litteraturen ind i billedet. Selvfølgelig var børnebøgerne også en slags litteratur, men som jeg blev ældre, blev jeg også klar til lidt større udfordringer, end hvad Alfons Åberg- og Pippi Langstømpe bøgerne kunne give mig. Den første rigtige bog jeg læste, var ”Skammerens datter” af Lene Kaaberbøl, og det var nok den bog, der for alvor åbnede mine øjne for fantasy. Jeg syntes at hele fantasyuniverset, var så fantastisk, at jeg brugte enormt meget tid på at læse bøger, da jeg gik i 4.-6. klasse. For det kan godt være, at film og TV var spænende nok, men det var intet, i forhold til den følelse man havde, når man sad og læste en spænende bog. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det var ved fantasybøgerne, der var så medrivende for mig. Måske var det fordi, når jeg læste de bøger, kunne jeg i en kort periode forlade den normale hverdag og blive suget ind i et univers, der var fyldt med drager, magi og alle former for eventyr. Jeg tror, at vi alle en gang imellem har en trang til at forlade vores kedelige hverdag og tage ud på eventyr, ligesom de gør i bøgerne, men hvor kommer denne trang fra?

I artiklen ”Genkendelsen ligger i marven” af Karin Hedemand fortæller forfatter Mathilde Walter Clark at ”Fablen adresserer det universelle lag, drømmelaget i os.” Jeg tror, at når vi læser fantasy bøger eller fabler, så er det fordi, vi længes efter den følelse, vi har i drømmene, hvor vi kan gøre alt det, der ikke er muligt i vores almindelige hverdag. Lidt på samme måde som vi gjorde, da vi legede som små. Udover dette er der også en anden essentiel ting i fantasyhistorierne, som i hvert fald har haft betydning for mig. I næsten alle disse historier gennemgår hovedpersonen nemlig en personlig udvikling, der forandrer dem fra at være ”ingen” til at være ”nogen”. Idéen, om at selv den mest generte pige, der knapt nok turde se andre folk i øjnene, kan ende med at være helten, der redder alle sammen, har altid virket meget opmuntrende for mig, og har dermed også været en af grundene til, at jeg var så vild med fantasybøger.

Da jeg så igen blev lidt ældre, blev fantasybøgerne efterhånden udskiftet med krimibøger, ikke fordi jeg synes, at de var mere underholdene, men nok mest fordi jeg følte, at jeg var blevet lidt for gammel til at læse fantasy. Og eftersom mine forældre først forslog mig at læse historisk litteratur, tænkte jeg, at krimierne alligevel var et lidt sjovere alternativ som ”voksenbøger”. Jeg blev dog positivt overrasket over, hvor interessant krimierne var, men på en anden måde end fantasybøgerne. Jeg fik da også tygget mig igennem Jo Nesbøs 11 bøger om den berygtede og fordrukne politimand Harry Hole. Der er dog tydelig forskel på denne form for skønlitteratur, og den man finder i fantasybøgerne. Der er stadig en spænende historie, man nemt bliver opslugt i, men her foregår historien i et mere barskt og ikke mindst ægte miljø. Derfor siger denne slags bøger måske mere om, hvordan verden hænger sammen, hvorimod fantasy bøger fortæller os mere om menneskets udvikling og rejsen dertil.

Historier er altså overalt, hele vejen igennem vores opvækst. De findes mange forskellige steder og antager mange forskellige former. Ens for dem er, at de hver især har noget at fortælle os, men det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad man får ud af dem. Hvor stor en betydning har de så for vores dannelse? For mig har de haft en meget stor betydning, både for den person jeg er blevet, og for hvordan jeg opfatter verden, men hvordan har historierne påvirket dig?

-        Martha