Dannelsen der dannede mig.

Litteraturen danner

Der var engang en dreng, der på trods af omverdenens dømmende blik, rendte rundt med en skæv pind i hånden og råbte latinske ”Harry Potter ”-inspirerede besværgelser mod alle grantræerne i haven. Denne dreng havde en utrolig paratviden om dødsensfarlige dinosaurer, pacifistiske pattedyr og finurlige fugle. Denne dreng er mig for et årti siden, og dengang drømte jeg, at jeg kunne få ting til at svæve ved et svirp med en tryllestav, at jeg med flappende vinger kunne flyve som en fugl og at jeg på trods af den onde doktors ondskabsfulde planer kunne redde den smukke og dejlige tilfangetagne skønhed af en pige. Mit liv var en drømmeverden, og min livlige fantasi stammede fra film og bøger. Litteraturen har været med til at forme min identitet, har givet mig en ufattelig mængde viden og vigtigst af alt nogle livserfaringer jeg ikke kommer til at glemme. Litteraturen har haft en essentiel rolle i min dannelse.      

 Da jeg var en lille ballademager på fem år, blev jeg undervist hovedsageligt af min mor og far. De underviste mig i hvordan man befærdede sig i trafikken, hvordan man lavede store og skræmmende lego-uhyrer og hvordan man skulle opføre sig, når man var i samme rum som andre. Min mor og fars job var at sørge for, at jeg i sidste ende skulle blive til en fornuftig ung mand i stand til at tage vare på mig selv. Hver aften fortalte de mig nogle godnathistorier. Det var her, at jeg for første gang blev introduceret til litteraturens vidunderlige egenskaber. Godnathistorierne handlede om drager og prinser, om smølfer og flunker og om sære skabninger. De endte alle ”lykkeligt til deres dages ende”, og denne mentalitet var lige det, man havde brug for at høre som barn. Man havde ikke brug for at kende til alle de grusomheder, der fandtes ude i verden. Våben, mord og vold kendte man slet ikke til, og det er nok også bedst sådan. Disse grusomheder fik man pakket ind i karakterer som f.eks. onde doktorer såsom Dr. Doofenshmirtz, onde drager såsom Katla og onde superskurke såsom Syndrom. Disse karakterer var med til at give et indblik i hvad man ikke skulle gøre som person. Man fandt lige så stille ud af, hvad der er godt og ondt, og på den front gjorde børnebøgerne et godt stykke arbejde. Alle disse onde karakterer havde alle det tilfælles, at de på en eller anden måde altid blev besejret. Det gjorde det derfor nemt at skelne mellem de stereotype ”gode” folk og ”onde” folk.

Senere hen, da jeg blev en lidt større ballademager på otte år, begyndte jeg at interessere mig meget for dyr. Forhistoriske dinosaurer og dyr i naturen fyldte mit liv, og fagbøger gav mig en utrolig mængde viden om dyrenes levevis og oprindelse. Jeg kunne uden problemer skelne mellem en padde og et krybdyr, vidste alt om de biologiske forskelle imellem pattedyr og fugle og selv de længste dinosaurnavne kunne jeg nævne på stående fod. Dannelse handler ikke blot om læren om hvad der er godt og skidt. Dannelse handler også om tilegnelse af viden, og i denne periode af mit liv kom visdommen til mig som en lavine. Jeg havde på daværende tidspunkt planer om at jeg skulle blive dyrelæge som stor, og jeg ønskede mig en kæle-edderkop og en hygge-slange til juleaften.

Da var jeg blevet en lidt fornuftig ung teenager på 11 år, begyndte jeg at interessere mig for fantasifulde fortællinger. ”Harry Potter”, ”Ringenes herre” og ”Pirates of the Caribean” begyndte at virke super spændende. Jeg havde uden problemer læst alle syv Harry Potter-bøger, havde klædt mig ud som Jack Sparrow til fastelavn og havde flere gange set Legolas, Gimli og Frodo besejre ringenes herre, Sauron, på fjernsynet. Disse fortællinger, der foregik i fantasifulde verdener, fængede mig utroligt meget. Min fantasi begyndte at blomstre, og jeg begyndte at tegne og dyrke rollespil. Rollespil interesserede mig meget, fordi jeg kunne være lige den jeg havde lyst til. Jeg kunne være en ondskabsfuld ork, en tyranniserende trold eller et magtfuldt menneske. Jeg bestemte selv. Jeg var begyndt at læse en serie om græske halvguder, ved navn ”Olympens Helte”. Halvguderne havde hver især nogle specielle egenskaber. F.eks. kunne børn af Hefaistos lave stærke rustninger og fremmane ild, børn af Poseidon kunne kommunikere med havdyr og ånde under vand og børn af Afrodite var yderst karismatiske og havde evnen til at forføre enhver, de lige havde lyst til. Disse halvguder viste mig, at alle folk både har nogle styrker og svagheder. Mine styrker var matematik og viden om dyr og mine svagheder var hovedsageligt at kontrollere min hurtigt voksende krop. Fortællingerne om Harry Potter viste mig en verden, hvor alt var muligt, og de fik mig til at tro på at der er en mening med alting. Ligesom da Harry Potter var skæbnebestemt til at besejre Voldemort, følte jeg også at der var noget magisk og meningsfuldt med mit liv. Min fantasi, og dermed også litteraturen, fyldte mine drømme, og fik mig til at kigge indad, for at se hvilken type person jeg havde lyst til at være i mit, ikke-magiske, liv. Jeg er herre over mit liv og min identitet og ingen andre.                                                                         

                          I artiklen ”Genkendelsen ligger i maven” bekræfter Karin Hedemand at fabulerende fortællinger, ligesom ved min oplevelse ved at læse ”Harry Potter” og ”Olympens helte”, bruges til at få dannet os en personlighed og en identitet: ”Læsning er noget meget personligt, individuelt. Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse”. Her har jeg haft Harry Potter, Ronald Weasley og Hermione som forbilleder og ikoner. Jeg har altid gerne villet være lige så klog som Hermione, lige så karismatisk som Ron og lige så specielt udvalgt ligesom Harry Potter. Dermed har jeg spejlet mig i disse karakterer og brugt dem som en slags endemål. Også i serien ”Olympens helte” har jeg spejlet mig i karaktererne og til en vis grad ønsket, at jeg selv var en halvgud med specielle egenskaber og styrker.                                     Alle skal dannes, formes og smedjes og et af de værktøjer man kan bruge, er litteraturen. Man kan ligesom mig bruge litteraturen til at udforske ens identitet, til at tilegne sig viden og lære at kende forskel på godt og ondt. Der er ikke nogen brugsvejledning på den rigtige dannelse, og hvis der var en, ville litteraturen ikke behøve at spille nogen essentiel rolle. Fantasi kan man opnå fra standup, identitetsdannelse kan man klare på medierne og viden om godt og ondt kan man få fortalt af mor og far. Man kan bruge litteraturen til lige det man har lyst til, og siden den ligger tilgængelig, hvorfor så ikke udnytte den på en eller anden facon? For min identitet og selvopfattelse har den i hvert fald været altafgørende. Har litteraturen spillet en rolle for jer, og i så fald hvilken?

-          Peter Frydensberg